En aften i selskab med GM Schandorff, del 1.
Hvordan bliver man bedre til skak? En del påstår de har fundet formlen og har sågar udgivet tykke bøger om det, Landstræneren Lars Schandorff påstod ikke at have formlen, men han fortalte de 20 fremmødte, inklusive behageligt besøg fra både Frederiksværk og Nordkalotten, hvordan han mente man kunne forbedre sit spil udfra den træningsfilosofi han selv brugte:
- Gennemarbejdet åbningsrepetoire.
- Skakredskaber.
- Variantberegning.
- Positionsforståelse.
- Slutspil.
- Selverkendelse.
Variantberegning:
Der er ingen lette metoder andet end at benytte de mange muligheder der er for at løse taktiske opgaver. Nogle er overkommelig, andre er moderate og andre er ekstreme!
Den overkommelige: www.chesstempo.com – her får man en app til sin telefon og med den kan man snildt bruge 20-30 minutter mens man alligevel sidder i en bus eller et tog.
Den moderate: Bøger, på god gammeldags vis tager man hul på de utallige bøger der findes med opgaver og så er det bare at gå i gang. Schandorff anbefalede følgende bøger (“letteste” bog først):
- Bent Larsen – Praktisk Skak.
- Klubbiblioteket har den.
- John Nunn – Learn Chess Tactics.
- Jacob Aagaard – Grandmaster Preparation, Calculation.
- Klubbiblioteket har Aagaards bog, men min egen anbefaling er at det er selvmord at gå i gang med den hvis man er under 22oo i rating.
Den ekstreme metode: Tikkanen-metoden…Hans Tikkanen havde læst Geoff Colvin’s bog “Talent is overrated” essensen af bogen er at gentagelser skaber perfektion, så Tikkanen løste 1000 taktiske opgaver, holdt en pause og løste så de eksakt samme opgaver igen, og igen, og igen…indtil han havde løst alle sammen korrekt, derpå løste han dem en gang til så han var sikker på han kunne dem. Tikkanen scorede derefter tre GM-normer på syv uger! – Jeg tror man skal være single og uden børn for at køre sådan en metode i mål! At den virker er der ingen tvivl om, jeg har under min barsel løst de 300 opgaver der er i Chess Tactics From Scratch (klubbiblioteket har den) og er oppe på 76,65% i korrekte svar og er gået fra 1500 til 1900 i rating på ChessTempos vurdering af mine taktiske færdigheder.
Sidste element i variantberegning er visualisering, altså evnen til at spille partier igennem i hovedet – vi skulle gennemgå følgende parti i hovedet og derefter komme med løsningen (den findes nederst i dette indlæg):
Schandorff – Schou Moldt
1. d4 d5 2. c4 c6 3. Sc3 Sf6 4. cxd5 cxd5 5. Lf4 Lf5 6. Db3 Sc6 7. Dxb7 Sxd4 8. O-O-O Se6 – hvid trækker og vinder.