Holdskak
Holdkamp nr 3
AF Finn Eldor
Vi spillede vores tredje holdkamp mod Hillerød 4 som en hjemmekamp tirsdag den 7/12 2021. Det var naturligvis en kamp hvor vi på forhånd givet ville stå noget svagere end Hillerød i forhold til spillestyrken. Vi var forberedte på, at Hillerød ville stille med et rigtig stærkt hold, og være opsatte på at score maksimum point.
Det var derfor vigtigt, at stille op med så godt et hold som overhovedet muligt. Og heldigvis kunne vi stille med et godt hold - og så uheldigvis kort før spillestart, måtte Ali melde fra på grund af en stærk hovedpine - øv øv, og jeg måtte så finde på en hurtig alternativ løsning, så vi stadig kunne stille med 8 spillere.
Det blev så mig der fik fornøjelsen af, at spille med på ottende bræt. Og ja, Hillerød mødte med et rigtig godt hold som forventet. Så vi fik noget at slås for.
Alle vores spillere gik fint ind i kampen og gjorde deres ypperste for holdet.
Det gik desværre ikke så godt som det skulle. Resultatet blev desværre 5 1/2 - 2 1/2 i Hillerøds favør, hvor vi mindst skulle opnå 3 point. Det var på de øverste brætter, at vi scorede og klarede os bedst, medens vi på de nederste måtte se os slået. Det gode var, at Rasmus på første bræt spillede sig til en flot remis , dvs 1/2- 1/2 , og et parti, som klart nok ville ende med remis, hvorfor det også blev afsluttet nærmest på rekord tid.
Og på bræt nr 2 spillede Arne et rigtig flot parti mod Hillerøds holdleder Carsten Pedersen, og vandt med 1-0. Det var især et ganske flot slutspil hvor man materielt stod ganske lige, men hvor Arne perfekt udnyttede både en central fribonde, samt især udnyttede det, at en aktiv springer ofte er bedre i et slutspil når modstanderen har en løber.
På bræt nr 4 spillede Torben også et rigtig flot parti og vandt hurtig og overbevisende med 1-0 - meget flot. På de øvrige brætter gik det knap så godt. Vi tabte på bræt 3, 5,6,7 og 8 - sorry.
Det var rigtig ærgerligt. På bræt tre spillede Jørn som altid modigt og tog fra starten af flere chancer , men
det gik desværre ikke helt, som han havde håbet på. På bræt 5, 6 og 7 spillede Bjarne, Majiid og Fischer alt hvad de kunne, men modstanderne var desværre for stærke. Mit eget parti mod Peter Langer burde mindst have givet en remis, og computeren fortæller , at jeg langt igennem spillet stod til en gevinst- sorry, - og når man så laver en fatal fejl i slutspillet, ja så taber man også partiet.
Resultatet af holdkamp nr 3 var ikke helt godt nok, men alligevel ok set i lyset af de ændringer omkring holdopstillingen vi måtte gøre i sidste øjeblik. Der er nye og flere spændende kampe i vente - heldigvis! Den næste holdkamp spilles mandag den 17/1 2022 som en udekamp mod Espergærde.
Finn Eldor /holdleder.
aliaraghi
0
Tags :