Elefanten i rummet – Træning med 1. bræt Rasmus Pape

Hvilken afbytning er bedst? Medlemmerne diskuterer trusler og modsvar i elefantgambittens hovedvariant.

Mandag den 21. oktober havde klubben den fornøjelse at møde elefantgambitten, som vores 1. bræt Rasmus Pape selv har opfundet og lagt navn til. Der var vel mødt, og sammen fik vi studeret åbningen samt analyserede nogle af de positioner, som der opstod i partier fra såvel Rasmuses egne partier som mesterpartier.

Nærmest samtidig fik vi også langt om længe vores kampprogram til holdturneringen, der nærmer sig med hastige skridt, så træningen kunne ikke være planlagt bedre.
Træningen var den anden i en række af træninger, som den nye bestyrelse har taget initiativ til. Forhåbentligt vil vores medlemmer mærke, at træning betaler sig, hvis man vil være god til skak. Der er planlagt flere træninger i løbet af året, bl.a. mattræning med formand for Hillerød Skakklub Hans Endrup. Der er nok at se frem til!

En stor tak skal lyde til de fremmødte for god opmærksomhed og aktiv deltagelse samt selvfølgelig stor applaus til et informerende og spændende oplæg af Rasmus Pape.